Bataljer oversat til nudansk

Det kan være svært at forstå lærer Ebbesens tekst fra forrige århundrede.

Derfor har vi oversat den til noget, der nærmer sig nudansk.

Sydvestsjælland under krigen mod England 1808-14

Krigen mod England i årene 1807-14 hører til de ulykkeligste i Danmarks historie.
På en uforskammet måde bliv vi tvunget ind i stridigheder, som enhver dansker hellere end gerne havde holdt sig udenfor.
Blot fordi vi havde en flåde, blev vi nødt til at tage del i krigen.
Det er et velkendt afsnit i Danmarkshistorien, der beretter om englændernes overfald på København i 1807, bombardementet og det efterfølgende ran af flåden.
Som barn følte vi alle en lidt harmblandet vemod, når vi læste om den landesorg, der fandt udtryk i verset:
”
Hvor ere I henne, store og små
I havets stærke svaner,
som smykkede her i dammen lå
med Dannebrogs røde faner.
”

Danmark var blevet afvæbnet til søs, og det var netop en sømagt, vi måtte kæmpe med. Der var ikke andet at gøre, end at befæste vores kyster og spærre så mange af vores farvande som muligt af.
De tre vigtigste momenter i forsvaret blev derfor opførelse af kystbatterier, udrustning af kaperskibe og bygning af nye fartøjer.
Hvad de nye fartøjer angår, fik skibsværfterne nok at gøre. Den ene båd efter den anden løb af stabelen, men det var ikke stolte linjeskibe eller smækre fregatter. Det var kun mindre joller og chalupper med plads til en eller to kanoner. De var mere beregnede til at ro frem end til at lade sig betjene af vinden. De førte kun enkelte sejl.
På det åbne hav var disse skibe ikke meget værd, men langs kysterne kunne de, især hvis de fjendtlige skibe på grund af vindstille, lå med slappe sejl, en gang i mellem være heldige at gøre et kup.
De små kanonjoller var ikke meget værd på det åbne hav, men langs med kysterne var de fortrinlige. De små robåde var effektive og fuldt manøvredygtige i al slags vejr. For mens de store sejlskibe ikke kunne flytte sig, når det var vindstille, var robådene effektive og kunne erobre et sejlskib ind i mellem.
Forsøget med at skaffe landet en slags flåde blev selvfølgelig gjort på statens regning, men samtidig havde de private rederier travlt med at udruste kaperskibe. Efter den tids krigsret var det nemlig tilladt private kapere at opbringe fjendtlige skibe, som så blev bedømt ved priseretten.
Var et skib erklæret for gyldig prise, kunne det uden videre sættes på auktion.
Når det var overstået, og prisepengene udbetalt til rederiet og besætningen blev der fest i gaden.

Støjende og larmende fejrede matroserne de vildeste orgier og slog om sig med de pludseligt erhvervede formuer, fordi kaperiet var en forretning, der ofte indbragte store summer. Men det hændte også, at det ruinerede et ellers solidt handelshus.
Det gik nemlig ikke altid så let med at kapre et skib. Man var udsat for også selv at blive opsnappet, og det kunne jo nok svide hårdt til et rederi, hvis dets skib blev taget af fjenden.
Blot det, at der ikke blev taget noget bytte, var nok til at give et klækkeligt underskud. Besætningen skulle naturligvis have det samme i kost og løn. Desuden hændte det, at et opbragt skib blev frikendt, og så måtte der undertiden betales erstatning.

Ifølge reglementet havde man lov til, ikke alene at tage fjendtlige handelsskibe, men tillige skibe, der ved handel eller lignende stod i forbindelse med fjenden.
Blot et skib havde uorden i papirerne, var det en gyldig prise. Her var det, at kaperne undertiden fejlede og tog skibe, der ved nærmere undersøgelse blev frikendt.

En del nåede man vel at skade englænderne ved hjælp af vores kapere og kanonbåde. Der blev taget mange handelsskibe og enkelte krigsskibe, men i det store og hele blev krigen en forsvarskrig, hvor det gjaldt om at holde englænderne borte fra selve landet.

Især på Sjælland var man bange for, at englænderne ville forsøge en landgang. For at forhindre dette blev der bygget nye kystbatterier.
Fra disse faste punkter kunne man, som generalkvartermester Wolfgang Haffner skriver:
”
Med lynets fart kaste sig over et enkelt landet korps, før det var i orden, slå dette, nedhugge og drive det i stranden, og vende sig lige så hurtigt mod et andet.
”

Det viste sig nu, at frygten for en større engelsk landgang var ubegrundet. På flere af vores småøer tog fjenden ganske vist frit for sig af bøndernes kvæg.
(!KORT!)Fra landsbyen Eggeslevmagle berettes, at en flok englændere engang var gået i land og nåede helt ind til denne landsby. Her slog de en gammel vogn i stykker hos smeden og brugte den til et bål.
Men ellers holdt de sig ude på søen.

Det var dog også generende nok, især fordi Englænderne prøvede at hindre forbindelsen mellem Sjælland, Fyn og Jylland.
Allerede i foråret 1808 da de jydske samt de spanske og franske tropper, som Napoleon havde sendt til hjælp, skulle færges over Storebælt kunne man mærke usikkerheden.
Det var vist nok grunden til, at der blev truffet foranstaltninger til at oprette batterier på Stigsnæs, Agersø, Omø og Langeland.
Derved blev der skabt en befæstet linje over bæltet, så overførslen af tropper kunne ske på en mere sikker måde.
Den befæstede linje over øerne var også af stor betydning for postbefordringen mellem landsdelene.
Ved kancelliskrivelse af 25. november 1807 var det påbudt, at officielle skrivelser skulle sendes i to eksemplarer, såkaldt dublikatpost, i tilfælde af at det ene eksemplar blev opsnappet af fjenden.
Denne ordning blev fornyet i marts 1808. Ved denne lejlighed blev det bestemt, at posten skulle deles i Odense, hvorfra den ene sending (originalposten) afgik over Nyborg-Korsør, mens den anden sending overførtes over Langeland og Lolland.

Den 24. juni afgav kongen ordre om armering af Stigsnæs, Agersø og Omø kystbatterier. Det er måske uden forbindelse med, at de nye regler for postens overførelse udstedes dagen før, den 23. juni.
Nu skulle postruten over Korsør-Nyborg helt nedlægges, da den var alt for usikker, og i stedet for to ruter blev der oprettet tre.
Den første gik over Fyn, Hou, Omø til Skælskør.
Den anden gik fra Fyn til Spodsbjerg og Tårs.
Den tredje gik fra Fyn via Vemmenæs på Tåsinge og Rudkøbing på Langeland til Lolland.

Det er ikke til at klarlægge, om posten kom ind til Stigsnæs i læ af kystbatteriet, eller om den blev sejlet direkte til Skælskør, men fordi alle andre transporter til øerne gik over Stigsnæs, er det sandsynligt, at posten også gik den vej.
Det var totalt forbudt at skrive i aviserne om postbådenes ankomst og afgang, så fjenden ikke ad den vej skulle få besked om posttransporten.

De engelske tropper var i besiddelse af et udmærket signalsystem. Der er eksempler på, at de på utrolig kort tid havde sendt en melding hele vejen rundt om Sjælland.

De danske tropper havde også deres signalsystem, både på Stigsnæs og på Agersø og Omø var der anbragt signalmaster, så batterierne kunne korrespondere med hinanden.
Fjenden var dog ikke sen til at opdage de forskellige signalers betydning og med temmelig kort varsel blev der lavet om på systemet.
Ved vintertid blev de omtalte signalstænger taget ned, og det blev altid hilst som et tegn på mere fredelige forhold.
Det betød nemlig, at det sidste engelske skib havde forladt de danske farvande og man kune igen begynde at ringe med kirkeklokkerne, hvilket ellers var forbudt.
Signalstængerne anvendtes mest, når man korresponderede med skibene eller øerne. Gjaldt det derimod at påkalde andre troppeafdelinger eller den lokale kystmilits, blev et gammelkendt signal, bavnen, taget i brug.
I Magleby Sogn blev for eksempel Brakhøj taget i brug ved at tænde et stort bål.

Det var naturligvis af stor vigtighed, at signalerne blev nøje overvåget.
Lige så vigtigt var det, at vagten havde opmærksomhed på de skibe, der ikke gav kendingssignal, og at vagten kunne afgøre om det havde fredelige eller fjendtlige hensigter.
Det var ikke altid en let sag. Især ikke for de officerer, der var vant til kun at færdes på landjorden. Det betød, at overkvartermester Wolfgang Haffner henstillede til, at der på visse steder skulle ansættes søofficerer, der bedre kunne bedømme, hvornår fjenden tænkte på at forsøge landgang.
De pågældende steder var: Kronborg, Gilleleje, Frederiksværk, Odsherred, Kalundborg, Korsør, Stigsnæs, Vordingborg, Stevns, Køge, Amager og Vedbæk.

Overkommandoen for Sydvestsjælland havde station i Korsør.
Herunder hørte hele kysten fra Reersø til Vordingborg samt øerne Agersø, Omø og Egholm. Det var oberst Bassewitz, en overgang baron Holsten af det norske livregiment, der repræsenterede overkommandoen.
Ved ordre den 21. september 1812 blev Stigsnæs, Agersø, Omø og Skælskør imidlertid lagt under Prins Frederik af Hessens umiddelbare befaling.
Der lå hele tiden meget militær i Sydvestsjælland. En oversigt fra maj 1810 viser, at der i nævnte distrikt lå følgende styrker:
3. jydske Infanteriregiments Grenaderkompagni.
Jægerkompagnierne af 1. jydske Infanteriregiments 2. Bataillon og af Norske Livregiments 4. Bataillon.
Musketerkompagnierne af norske Livregiments 3. Bataillon, Sjællandske Rytterregiment og Sjællandske Ridende Jægerkorps.
Desuden lå kanonbåde ved Korsør og Skælskør, samt ved Agersø.
Så man må forstå, at indkvarteringerne var en tung byrde.
En af egnens præster besværer sig til biskoppen over de hårde tider, men føjer til: “Dog Gud ske Lov, Vi har det bedre end ved Leipzig”.
Det er også meget rigtigt, man slap let med hensyn til blodsudgydelse, men der var alligevel ikke ret mange, der brød sig om at være nabo til stranden i de tider.

Da der til Stigsnæs lærerembede var kaldet en ung student, Børling, vragede han for det, og tog et ringere kald inde i landet.
Værst var det dog for øboerne, der var så godt som afskåret fra omverdenen og tilmed måtte have ekstra store indkvarteringer.
Naturligvis fik beboerne en vis godtgørelse, men den kunne ikke dække de tab, der blev lidt.

Belejringstilstanden førte desuden mange andre ulemper med sig.
Færdselsretten langs stranden var stærkt indskrænket, og fiskerne fik nøje instrukser om deres færden på havet.
Endvidere var det på det strengeste forbudt at have lys i de vinduer, der vendte ud mod stranden.
Det var pålagt officererne at holde opsyn med reglerne, og da der især ved Vedbæk blev klaget over overtrædelser fik den derværende officer en røffel fra kongen.
Skatterne var også temmelig store, og dertil kom, at pengene fik mindre og mindre værdi indtil statsbankerotten satte de gamle pengesedler ud af kurs.
Men var end tiderne alvorlige som sjældent før, så var der altid nogen, der tog livet fra den gemytlige side.
Soldaterne havde det ikke værre, end at de kunne nyde det muntre kammeratskab, og dengang som nu, øvede de blanke knapper deres tiltrækning på egnens unge piger.
Flere giftermål blev indgået, Magleby Kirkebog viser for eksempel, at en norsk tambour og premiereløjtnant v. Noll blev viet her under krigen, og på Agersø minder flere slægtsnavne om deres bærers jyske afstamning.
En tid havde Jysk Jægerkorps nemlig station på øen, og flere af de jyske jægere bosatte sig på øen efter fredsslutningen, men endnu flere unge piger måtte begræde deres letsindighed overfor de troløse Jenser.
Det er vel heller ikke udelukket, at en og anden kan have en dråbe spansk blod i årerne. Ganske vist var de spanske hjælpetropper ikke indkvarteret i Sydvestsjælland, men da spanierne ved forholdenes udvikling blev englændernes venner, gjorde de oprør og samledes lidt efter lidt ved Langeland, hvorfra de med engelske skibe blev sejlet til Spanien.
Det er derfor sandsynligt, at en del på deres flugt har valgt den lige vej til Langeland. I hvert fald melder den mundtlige overlevering om besøg af spaniere.
Det er forståeligt, at de lokale unge karle ikke så med lige så kærlige øjne på de uniformerede fremmede, der ikke alene havde klædedragtens fordel, men tillige flere lommepenge. Soldaterne var nemlig altid sikker på at få deres løn.
De lokale karle var ikke helt fritaget for soldatertjeneste. De måtte møde op, når kystmilitsen holdt øvelser.
Hele landet var inddelt i kystmilitsdistrikter. I spidsen for hvert distrikt var der en ledende officer, men hvert sogn havde sin egen lokale militsfoged. I Tjæreby var det for eksempel læreren, der var blevet ansat som militsfoged. Det var han meget ked af, da det i høj grad gik ud over skolen.
Kystmilitsen trådte af til sammen for at holde øvelser, og ikke så sjældent måtte folk inde fra landsognene helt ud på Stigsnæs for at gå vagt.
Den 28. juni 1808 bevilgede kongen, at hver mand i kystmilitsen foreløbig måtte bruge 10 skarpe patroner for at øve sig i skydning efter skive.
Om kystmilitsfogedens ringe uddannelse og kvalifikationer fortæller Vilhelm Bergsøe i fortællingen “Slaget ved Gåbense”.

Men skortede det på disciplin og orden i disse lokale korps, så fik bønderne den militære overlegenhed at føle på en anden måde.
Så snart ordren til de her nævnte kystbatteriers opførelse var udstedt, blev der travlt i de pågældende egne.
Det var ikke alene de tropper, der skulle udføre selve forskansningsarbejdet, der havde travlt, men også egnens landmænd.
Efter de for den tid gældende regler skulle de møde med heste og vogne til transport af jord.
Det blev dog for Stigsnæs Kystbatteris vedkommende taget lige ved siden af, og man kan endnu se hullerne, hvor jorden blev gravet op.
Men det var så enorme mængder af fyld, der skulle bruges, at det alligevel blev en tung byrde.
Pligtkørslen påhvilede i reglen ikke kun den nærmeste omegn.
Det var almindeligt, at man tilsagde bønder, der boede flere kilometer fra arbejdsstedet.
Da skanserne på Knudshoved ved Nyborg blev anlagt, tilsagde man for eksempel mandskab helt nede fra Svendborg Amt. Det hændte dog også, at man tilsagde vogne, der slet ikke var brug for. De kunne så efter lang ventetid drage hjem med uforrettet sag.
På Agersø og Omø kunne man af gode grunde ikke skåne beboerne ved at lægge pligtkørslen over på andre sogne. Her måtte øboerne selv holde for. Måske er det derfor, at batteriet på Agersø har en anden form end på Stigsnæs.
På Stigsnæs er der volde, hvor jorden er lagt oven på terrænet i volde, mens man på Agersø har gravet sig ned i jorden, så batteriet kom til at ligne løbegrave. På den måde undgik man transport af meget jord.
Tilsigelserne til pligtkørslen blev i begyndelsen meget misbrugt.
Officererne fandt på at udkommandere vogne til eget brug.
Det gav en del klager, og der blev udstedt et cirkulære om, at ingen havde pligt til at køre, før der var udstedt et pas fra feltkommissariet.
Sådanne vognpas udstedtes også til befordring af ammunition, og bønderne måtte foretage køreture helt til Roskilde og København.
Når man tager i betragtning, at der dengang ikke var ordentlige veje, kun dybe hjulspor over flade marker, er det forståeligt, at disse ture ikke var eftertragtede.
Vi forstår, at det trods den ringe blodsudgydelse ikke var lette tider for vort folk.
Store indkvarteringer, høje skatter, besværlig pligtkørsel, ublu varepriser mm. tyngede hårdt og ikke mindst på bondestanden.

Stigsnæs Kystbatteri
Batteriet på Stigsnæs blev anlagt i foråret 1808. Den 24. juni samme år udstedte kongen følgende ordre til overkommandoen i Korsør angående batteriets armering:
”
Det tilkendegives dig herved, at i Stedet for 30 pundige Kanoner kommer der 24 pundige Kanoner til Skælskør, og disse Kanoner skal placeres paa et Batteri, som skal opkastes paa Stigsnæs. Endvidere kommer fire Stk. 12 pundige Kanoner, som skal placeres paa to Batterier, som skal opkastes paa Agersø, og tvende 30 pundige Kanoner, som skal paa det til Omø. Overquartermester du Plat er af Os beskikket til at foranstalte det fornødne ved disse Batteriers Indretning, og naar disse Batterier er færdige, da skal Jægerkompagniet af danske Livregiments 4. Bataillon paanær 1 Officer og 40 Mand afgaa dertil for at forstærke Agersø’s og Omø’s Besætning.
Den foranførte Officer og 40 Mand skal bruges til Bedækning af Batteriet paa Stigsnæs. Besætningen i Skælskør afgiver det fornødne Mandskab til at bygge Batteriet paa Stigsnæs.
Fr. R.
”
Det tilkendegives dig herved, at i stedet for 30 punds kanoner kommer der 24 punds kanoner til Skælskør. De skal placeres på et batteri, som skal opføres på Stigsnæs. Der kommer også fire 12 punds kanoner, som skal placeres på to batterier, der skal opføres på Agersø, og to 30 punds kanoner, der skal til Omø batteri.
Kvartermester du Plat er af Os udpeget til at ordne det fornødne til batteriernes indretning. Når batterierne er færdige, skal Jægerkompagniet af danske Livregiments 4. Bataillon minus en Officer og 40 Mand flyttes dertil for at forstærke Agersøs og Omøs Besætning.
Kong Frederik
”

Om batteriets indretning oplyser krigsministeriet:
Redouten og batteriet på Stigsnæs er anlagt i året 1808 under opsyn af overkvartermester du Plat for at forsvare løbet mellem Stigsnæs og Agersø.
”
1. Palisader og stormpæle forefindes ikke. Redoutens indgang er lukket med stakitlåge og over dens grav er en bro til at skyde frem og tilbage.
2. Batteriet er monteret med fire Styks 24 punds kanoner i høj affutage.
3. Ammunitionen gemmes i et bræddehus på batteriet. Desuden er i batteriets brystværn anbragt to bræddeklædte aflukker til materialer.
Vagten holdes om sommeren i en bræddeklædt jordhytte på batteriet, men om vinteren i en jordhytte ved et hus, omtrent 125 meter øst for redouten.
5. Besætningen ligger i de nærmeste byer og gårde.
6. Ovn til glødende kugler forefindes ikke.

Det er allerede nævnt, at tropperne i Skælskør skulle afgive det fornødne mandskab til batteriets opførelse.
Man manglede dog en befalingsmand. Derfor fik sekundløjtnant v. Ellefsen ved den danske artilleribataljon i Korsør ordre til at tage til Stigsnæs den 29. juni. Han skulle lede arbejdet, og blive der til batteriet var færdigt.
Få dage efter den kongelige ordre om armeringen er skytset undervejs, og den 30. juni melder oberst Bassewitz:
”
»Tre 24 pundige Kanoner er med Besætning ankommen til Skælskør. Den fjerde Kanon ligger paa den anden Side af Roskilde, da Blokvognen gik i Stykker. De afgaar d. 1. Juli til Stigsnæs.
”
”
Tre 24 pundige kanoner er med besætning ankommet til Skælskør. Den fjerde kanon er på den anden side af Roskilde, fordi blokvognen gik i stykker. De afgår den 1. juli til Stigsnæs.
”
Den 10. juli meldes, at to ton krudt er kommet til Stigsnæs.
Den 20. august samme år bliver det henstillet til overledelsen, at der uddeles granater til de nye batterier. Der er nemlig steder, hvor man ikke kan forsvare dem med geværer.
Det blev imødekommet og der blev samme dag udleveret 850 granater til batterierne under Korsør overkommando.
Til de daglige øvelser blev der udleveret trægranater.

I Indledningen er der givet en oversigt over de tropper, der lå på egnen i et enkelt år. Det må dog bemærkes, at man om vinteren forsøgte at lette byrderne ved at flytte tropperne længere ind i landet.
Den 15. februar 1809 melder Skælskør, at byen for tiden er uden militær. Det er dog givet, at der altid har været vagt ved batterierne, og det er vist også temmelig sikkert, at førnævnte løjtnant v. Ellefsen havde bolig på Stigsnæs både sommer og vinter. Der findes i hvert fald jævnligt skrivelser fra ham. Den mundtlige overlevering vil vide, at han havde residens på Herredsfogedgaarden.
Det blev en lidt ensformig tilværelse for løjtnanten. Da batteriet var færdigt og armeret, var der kun den daglige vagttjeneste og de ordinære indberetninger at tage vare på, samt en gang i mellem nogle militære øvelser. Fjenden skulle ikke have noget af at forcere det smalle sund mellem Stigsnæs og Agersø. Han holdt sig til den bredere rende mellem Omø og Langeland, så der blev ikke anledning til bataljer.
Men man ikke tro, at Stigsnæs Kystbatteri var uden betydning. Det var jo netop dets tilstedeværelse, der holdt englænderne borte. Men lidt trivielt har det været for mandskabet at være overgivet til denne ørkesløshed.
Des mere kunne der blive tid til tankearbejde. Løjtnanten udklækkede også en plan, der skulle gøre det muligt at spærre englænderne ude fra sejlads gennem Storebælt. Planen nåede også frem til behandling i generalkvarteret, men enten blev den kasseret her, eller også har den ikke holdt stik. For fjenden blev frem til fredsslutningen ved med at sejle gennem Storebælt.

Den 23. marts 1809 har løjtnanten følt ensomheden for trykkende og han søgte om tilladelse til at foretage en prøveskydning over mod Agersø for at se, om virkningen var tilfredsstillende. Lidt krydderi på den daglige kost blev også en affære med nogle smuglere.
Den 25. juni 1809 havde en flok smuglere sat en skibsladning hamp til fremstilling af reb ulovligt i land ved kysten. Det er måske den begivenhed, der senere fik v. Ellefsen til at søge embede som tolder i Skælskør.

En gang i mellem var det nødvendigt at reparere batteriet. Især i de første år, hvor jorden ikke var sunket helt sammen, måtte der fyldes ny jord på.
Fra den 15. maj 1809 til den 8. november samme år bliver der arbejdet på istandsættelsen, og så var man ikke engang endelig færdig.
Allerede den 15. december skriver v. Ellefsen, at skråningerne og redouten begynder at synke.
Da man endelig får lagt sidste hånd på værket, var det gjort sådan, at det har kunnet stå i sin rigtige form i flere hundrede år.
Det vil være trættende at beskrive en enkelt indberetning fra batteriet, især fordi der ikke skete de store ting.
Endelig kom den dag, hvor freden gjorde batteriets tilstedeværelse unødvendig.
Ifølge ordren blev det desarmeret og skytset blev ført til Korsør. De gamle fortæller, at transporten skete over isen.
Trods sin stille tilværelse har kystbatteriet på Stigsnæs ligget på den rigtige position, ser man af, at der helt frem til 1900 var planer fremme om at oprette en flådestation i dets nærhed.
Nu har minesystemet vel for længst aflivet den gamle plan, men de ældre husker tydeligt, hvor smukt et syn det var, når de stolt tilriggede krigsskibe i slutningen af 1800-tallet holdt øvelser ved kysten.

Batteriets volde og grave blev i tidens løb overdækket af et uigennemtrængeligt tæppe af tjørn og slåen, og der kom tider, hvor egnens ungdom næppe anede dets tilstedeværelse.
Skoven bredte sig også med høje stammer omkring det.
Men nu i 1936 har anlægget med hofjægermester Castenschiolds tilladelse og ved hjælp fra Magleby Sogneråd igen afdækket stedet. Et par kanoner, som krigsministeriet velvilligt har lovet at udlåne, vil snart lede tankerne hen på de dage, hvor batteriet var et led i landets forsvar.

Tropperne på Agersø
I den skrivelse, hvori kongen afgav ordre om armeringen af de nye batteriet, nævnes, at der på Agersø skal opkastes “tvende batterier”. Det er dog vist en fejlskrivning i generaladjudantens handelsbog, fordi der i andre skrivelser kun nævnes eet batteri.

Det blev anlagt sådan, at dets kanoner kunne bestryge det smalle Omøsund.
Batteriet blev armeret med fire 12 punds kanoner, og dets besætning bestod af det føromtalte jægerkorps samt en afdeling artilleri.
Den øverstkommanderende var kaptajn Guldberg. Den dag i dag går der sagn på øen om den tid, hvor den var et ikke ringe led i landets forsvar.
Der var en overgang, da kongen tænkte på at købe både Agersø og Omø for at anlægge endnu stærkere befæstning på øerne.
Det blev dog ikke kongen, men kaptajn Guldberg, der købte dem.
De tilhørte tidligere præsten i Skælskør, Fr. Lütken Thanch, men det har sikkert været lidt besværligt for samme præst at få indtægterne hjem i de urolige år.

Forbindelsen med Sjælland var usikker og fæsterne var spændt hårdt nok for med at klare de daglige udgifter.
En klage fra Fr. Lütken Thanch over de store udgifter ved indkvartering på hans gård, viste sig dog ubegrundet.
Det kongelige Kancelli skrev i den anledning til Biskop Balle:

”
Ejeren af Agersø og Omø, Pastor Thanch, Skælskør, har for Cancelliet besværet sig over, at det er ham paalagt paa hans paa Agersø forbeholdte Gaard for uden de allerede indquarterede 3 Officerer, og foruden at der er indrettet Sygestue, endvidere Officerstjenere iberegnet, at modtage i Quarter og til Bespisning dobbelt saa mange Soldater som nogen Gaardmand paa øen.
Af de over denne Klage indhentede Oplysninger erfares det, at Indquarteringen paa denne ø er saa stærk, at hver Gaardmand paa en Gaard af lidt over 3 Tdr. Hartkort har 8 Mand og hver Husmand 1 a
2 i Quarter, at Ejeren Pastor Thanch sammesteds til sin opvartning, naar han imellem kommer derhen, til sin fri Disposition er forbeholdt en Sal, en stor Stue og et Køkken med tilhørende Bequemmeligheder, at han af de i Bygningen indquarterede Officerer ingen anden Ulejlighed har end den, at han mod reglementeret Betaling maa forsyne dem med Lys og Brændsel, og at alle Requisitterne til Sygestuen andetsteds fra er leverede, og naar da derhos lægges Mærke til, at hans Ejendom upaatvivlelig af Fjenden var ødelagt, dersom den ikke af denne militære Besætning var dækket, saa kan der ikke paa denne Klage blive at agte, hvilket man skulde anmode deres højhed om at give præsten Thach til kende.
”
”
Ejeren af Agersø og Omø, Pastor Thanch, Skælskør, har klaget til Kancelliet over, at han på sin gård på Agersø er tvunget til at modtage og bespise dobbelt så mange soldater, som de andre gårdmænd på øen. Det udover han allerede har tre officerer med tjenere og en sygestue.
Vi har erfaret, at der på denne ø er så mange soldater indkvarteret, at der på hver stor gård er otte mand og på de mindre husmandssteder er en til to indkvarteret.
Vi har også erfaret, at ejeren, pastor Thanch, har en sal, en stor stue og et køkken til sit eget brug, når han ind i mellem kommer på besøg.
Desuden har han ingen anden ulejlighed af de indkvarterede officerer, end at han mod reglementeret betaling må give dem lys og varme, samt at alt til sygestuen bliver leveret andet steds fra.
Når dertil lægges, at hans ejendom utvivlsomt ville være ødelagt af fjenden, hvis der ikke havde været militær på Agersø.
”

Selv om Kancelliet ikke fandt, at han havde det værre end andre, så var det ikke nogen indbringende forretning at være godsejer på Agersø og det er ikke til at undre sig over, at præsten hellere end gerne så sin ejendom omsat i klingende mønt. For kaptajnen var det derimod en fordel ikke alene at være øverstbefalende på øen, og samtidig eje den.
Kaptajn Gulberg søgte på forskellig måde at sætte sig et minde på øen.
I 1805 var Agersø Kirke blev bygget om, og kaptajnen gjorde en del for dens udsmykning. Han skænkede den en smuk ny altertavle, der forestiller Kristus på korset. Han fik også prydet væggene med to portrætter i legemsstørrelse af kongen og dronningen.
For Guldbjerg blev livet heller ikke så ørkesløst for løjtnant Ellefsen. Han kom i det mindste et par gange nærmere i berøring med fjenden.
Den 5. maj 1808 måtte han og nogle jægere over til Omø, hvor englænderne var ved at fjerne nogle både.
Det kom til en batalje, hvor der blev vekslet en del skud. Fjenden opgav ret hurtigt sit kup og stak af ud på søen.
Den 25. maj 1809 måtte han igen rykke ud med sine soldater.
Denne gang var det på Egholm.
Fjenden ville forsøge at gå i land.
Det var ikke første gang, at de engelske matroser var i land på en af de små øer.
På Romsø ved Kerteminde stjal de jævnligt af kvæget og anden proviant.
Men kystvagten på Agersø var opgaven voksen.
Efter et kort sammenstød måtte de engelske matroser pakke sig bort.
Denne begivenhed taltes der stadig om på Agersø i 1936 og der føjes da til, at kanonerne var på vej for at hjælpe til. Men man skød den engelske kaptajn, og så stak fjenden af, inden artilleriet ankom.

Om natten til den 12. august 1812 var selve havnen på Agersø genstand for et overfald.
Nogle engelske slupper havde, skjult af mørket, banet sig vej derind. De blev opdaget af vagten, og der blev skudt på dem. Men det lykkedes alligevel for fjenden at stjæle et kufskib og en skonnert.
En engelsk soldat, som blev skudt ved den lejlighed, blev begravet på Agersø Kirkegård dagen efter.
I Agersø Havn lå i årene 1810-12 to kanonbåde under ledelse af månedsløjtnant Jakobsen.
Af oversigterne over flådens fordeling kan man ikke se, at der i de andre år var skibe på Agersø. Men nu og da har små flotiller gæstet øen.
I Agersø Kirkebog kan man se, at en ret alvorlig ulykke ramte flåden ved Agersø den 22. marts 1809.
Elleve matroser i en kanonbåd ville ro i land i stærk storm, men båden kæntrede og alle matroserne druknede. De blev begravet på Agersø Kirkegård.
Den 2. august 1808 blev Agersø kendt i hele landet. Kaptajnløjtnant Schønheyder i Nyborg havde i længere tid iagttaget en engelsk brig, der lå ud for Knudshoved.
Han lagde planer om at opsnappe den, og da den nævnte dag kom, forenede han sig med kaptajnløjtnant J. J. Suenson, der var stationeret i Korsør. Senere stødte også Wahrendorffs kanonbåde til.
I samlet trop angreb de briggen, og om aftenen kom et belejligt tidspunkt til angreb. Briggen var klokken 17.30 ankret op ved Agersø, og senere løjede vinden af.
Da kanonbådene angreb, kunne briggen ikke flygte, fordi der ikke var vind til sejlene.
Den måtte tage kampen op, men i løbet af tre kvarter blev den så medtaget, at den måtte stryge flaget og overgive sig.
Briggen hed “The Tigress”, og blev ført af kaptajn Greensvood.
Den var armeret med 10 styks 18 punds kanoner og to 68 punds morterer.
Af den besætning på 45 mand var to døde og seks sårede. Ingen danske matroser eller officerer var kommet til skade.
Det var naturligvis kærkomment for de danske flådemyndigheder, at de sådan kunne indsætte en fuldt armeret brig mellem de danske skibe.
Vi ser nu, at Agersø kom de krigeriske begivenheder på nærmere hold end Stigsnæs.
På Agersø var der i 1936 stadig familier, der fastholder de mundtlige overleveringer.
Måske er der sket ting på Agersø, der ikke er kommet med i denne undersøgelse, men formentlig er de vigtigste begivenheder kommet med.
Batteriet og skanserne på Agersø er ret velbevarede. Kun i den ene side er løbegraven jævnet og anlægget ligger let tilgængeligt for den, der færdes langs med stranden.
Det er nok turen værd at tage fra byen dertil, hvis man kommer til Agersø.
I 2016 blev Agersøs Kystbatteri restaureret og der blev sat modelkanoner op, så man kan fornemme historiens vingesus her.

Omøs befæstning
Var det vanskeligt for Agersøbeboerne at holde en regelmæssig forbindelse med fastlandet, så var det værre for Omøboerne.
Om søndagen skulle fire voksne mænd hente præsten på Agersø, så han kunne komme og holde gudstjeneste i den dengang meget brøstfældige kirke.
Men hvis der lå engelske skibe i farvandet, turde man ikke vove sig ud. Fordi det skete flere gange, måtte provsten i 1811 ansætte en dygtig husmand til at læse en prædiken i kirken og synge et par salmer.
Degnen, der ellers havde haft bolig på øen, havde for længst trukket sine teltpæle op og var flyttet fra Omø.
Det var dog ikke fjendens kugler og stærke blokade, der havde fordrevet oplysningens repræsentant fra Omø.
Det var slet og ret den omstændighed, at han ikke havde tag over hovedet.
Dengang kongen gav sin ordre om at anlægge et batteri på Omø, fandt man, at det bedste sted var der, hvor skolen lå.
Så der var ikke andet at gøre, end at rive den ned.
Prosten skrev om det til biskoppen, og fik en midlertidig ordning, så Hr. Hauschildt kunne holde skole i et lejet hus.
Den 5. januar 1809 skrev provsten til kancelliet for at forklare, at skolelærer Hauschildt burde holdes skadesløs. Han meddelte også, at der var fundet en grund til en ny skole. Kongen havde skænket 400 rigsdaler til den.
Men hvad var 400 rigsdaler i disse år, hvor alle vare steg til fantastiske priser.
Det betød, at der ikke blev bygget en skole, og at Hr. Hauschildt forlod øen for at overlade ungdommens undervisning til den føromtalte husmand.

Den 8. juni 1811 skriver provsten:
”
Jeg har i Agersø Kirke paahørt Ungdommens Oplysning paa øerne, som jeg fandt maadelig, der ikke er at undre over, da ingen Skolelærer har været paa disse øer i tre Aar, som og Beboerne paaklagede og androg om denne Mangels Afhjælpning. Skolelæreren paa Omø er for 3 Aar siden flyttet derfra, og Skolehuset blev nedrevet og et Batteri oprejst, saa at der hverken var Plads for ham at holde Skole eller Bopæl til hans Familie. Det er anmeldt for Direktionen, der har anmodet mig om paa hver ø at beskikke en interim Skolelærer; men det har været mig umuligt at faa en maadelig og qualificeret, mindre en duelig. Da det træffer, at Præsten ikke kan komme over til Omø, har jeg beskikket en skickelig Husmand der paa Øen Omø at læse Prædiken, synge en Salme om Søndagen og engang imellem at underholde de smaa Børn med Boglæsning; saa disse stakkels Øboer er højlig at beklage, hvortil kommer, at Omø Kirke er saa brøstfældig og forfalden, at det er risikabelt for Præst og Beboere at holde Gudstjeneste i den.
”

”
I Agersø Kirke har jeg overhørt eleverne om deres viden, hvilken jeg fandt mådelig. Men det er ikke mærkeligt, fordi der ikke har været en skolelærer på øerne i tre år. Det har beboerne også klaget over og spurgt om hjælp til
Skolelæreren på Omø er for tre år siden flyttet derfra, skolehuset er revet ned og et batteri rejst i stedet.
Så der var hverken plads til ham, eller et sted at undervise.
Det er meldt til direktionen, der har anmodet mig om at beskikke en midlertidig lærer, men det har ikke været til at få en bare nogenlunde kvalificeret lærer og da slet ikke en god.
Fordi det samtidig er umuligt for præsten at komme til Omø, har jeg ansat en medgørlig husmand til at læse prædiken, synge en salme om søndagen og en gang i mellem undervise de små børn med at læse i bøger. Det er synd for disse øboer. Hertil kommer, at Omø Kirke er så forfalden, at det er risikabelt for præsten og beboerne at holde gudstjeneste i den.
”

Provsten arbejde nu hårdt for, at hver ø fik sin egen præst, som så også skulle undervise øernes børn.
På Agersø kunne der indrettes skole i præstegården, hvorved den gamle skole blev overflødig.
På Omø kunne en gård købes og gøres til præstegård og skole. Det blev dog først efter krigen, at der blev fundet en løsning på disse fortvivlede forhold. Der var meget andet at tænke på, mens fjenden var i farvandet ud for øerne.

Batteriet på Omø blev armeret med temmelig store kanoner. Det var meningen, at det skulle kunne beherske bæltet mellem Omø og Langeland.
Det viste sig dog, at den opgave var for stor. De engelske skibe passerede rask væk farvandet.
Men batteriet var vigtigt for de store overførsler af tropper.
Hvor vanskelige de var, ses bedst af en indberetning fra premierløjtnant Halling.
Løjtnanten var med sit mandskab beordret til Vliessingen i Holland for at hjælpe de franske tropper der.
Han rejste fra København den 28. april 1808 og ankom dagen efter til Korsør.
Her fik han udleveret tre isbåde, og med disse drog han mod Agersø og Omø.
Da styrken befandt sig knap halvanden kilometer nord for Omø, dukkede et par skibe op.
Det ene viste sig ganske vist at være et fartøj, der sejlede mellem Langeland og Skælskør, men det andet var en engelsk orlogsbrig, der ankrede op en halv mil sydvest for Omø.
Premierløjtnant Halling og mændene i de tre både ville få modvind, når de skulle ro over til Langeland. Det betød, at det ville være umuligt at nå dertil, så man gik i land på Omø.

Dagen efter var der flere fjendtlige skibe i farvandet. Premiereløjtnant Halling forsøgte at komme over bæltet, men måtte vende tilbage til Omø. Om eftermiddagen kom en anden løjtnant, Recke, med en afdeling, der også havde fået både udleveret i Korsør.
Den 1. maj var stillingen den samme. Vinden var ugunstig, og den engelske brig lå stadig opankret sydvest for øen.
Ud på eftermiddagen sendte denne oven i købet en båd ind mod land, men den forsvandt hurtigt, da isbådene satte efter den.
Om aftenen prøvede man endnu en gang at nå over bæltet nord om Omø, men det lod sig ikke gøre for alle. Kun Løjtnant Recke nåede over med en tredjedel af sine mænd, fordi han havde den letteste båd.
Endelig om aftenen den 2. maj lod løjtnant Halling stå til, og satte over til Langeland.
De tilbageblevne to tredjedele af Reckes afdeling blev efterladt på Omø, da man ikke turde overbelaste bådene, fordi de så blev tungere at ro.
Ved ankomsten til Langeland returnerede båden og nåede Omø før det blev lyst, så den sidste afdeling kunne komme over ved lejlighed.
Halling, der havde hele sit mandskab med, satte fra Langeland over til Hesselager og fortsatte rejsen mod Fyn.
Det må bemærkes, at den her skildrede troppeoverførsel fandt sted før batteriet blev anlagt, så der var ingen kanoner til at yde beskyttelse.

Ordren om et batteri på Omø blev først udstedt den 28. juni samme år.
Dagen efter modtog oberst Bassewitz meddelelse om, at to 30 punds kanoner ville ankomme til Skælskør, men skulle blive der, indtil der blev givet nye ordrer.
Den 2. juli meddelte overkommandoen, at to underofficerer og 18 mand af artilleriet var ankommet til Skælskør og straks taget videre til Stigsnæs med en transport med rapperter, slæder og skarp ammunition samt to 30 punds kanoner til Omø.
Kongen nærede stor tillid til Omøs befæstning og udtalte i et brev til en højtstående officer, at landets skæbne måske afhang af muligheden for at kunne overføre tropper over Langeland-Omø og Langeland-Tårs.
Af de to ruter var den sidstnævnte dog vist den sikreste.
Da selve marskal Bernadotte, stamfaderen til det svenske kongehus, i foråret 1808 kom til Korsør for at blive sat over bæltet, turde han nemlig ikke at gå over Omø, men rejste over Skælskør til Vordingborg for derfra at tage over Lolland og Langeland, der var en betydelig omvej.
Ud for Omø angreb de danske kanonbåde den 24. maj 1809 en engelsk fregat, Melpomeme, der ligesom The Tigriss ved Agersø ikke kunne komme frem på grund af vindstille.
Fregatten blev meget medtaget, men slap bort, da der under kampen opstod en let brise. En chalup, som ved angrebet blev skudt løs af fregatten, blev taget af kanonbådene og blev senere brugt som model ved bådebygning på holmen.

– – – – – –

Kilder:
Rigsarkivet.
Johs. C. Jessens Optegnelser til Flakkebjerg Herreds Skolehistorie.
Generalstaben: Meddelelser fra Krigsarkiverne.
C. F. Wandel: Søkrigen i de dansk-norske Farvande 1807-14.
Aarbøger for Historisk Samfund for Sorø Amt.
K. Schmidt: Meddelelser om de Begivenheder, som knyttede sig til de fremmede Troppers Ophold i Danmark i 1808.
Kay Larsen: Danmarks Kapervæsen 1807—14.

Kilder til oversættelsen i 2018:
da.m.Wikipedia.org
Den store Danske Ordbog
Holbergordbogen
Moths Ordbog
Meyers Fremmedordbog
Andre hjemmesider via opslag på www.google.dk

28. oktober 2018 Side 13
Ebbesens bibel oversat til nudansk rå tekst